Meget af den keramik, man ser i Danmark, bunder i en eller anden form for naturinspiration. Dette gælder såvel formen som glasuren. Organiske vækster, plantedele, landskabets farver, himlens og havets forskellige nuancer af blåt er nogle af de ting, man associerer til, når man betragter et stykke typisk dansk unikakeramik.

Charlotte Nielsen har grebet tingene en smule anderledes an. Ser man på de tre krukker på modsatte side, bemærker man den mørke farve og den ru stoflighed, som er ét af kendetegnene på raku-brændt keramik. Formerne i sig selv leder imidlertid også tankerne hen på noget, der ligger meget langt fra den organiske natur. De snoede spiraller minder mere om den maskinfascination, som man bl.a. finder i Fernand Légers og Francisca Clausens malerier fra 1920’erne. En fascination, der bl.a. bundede i en hyldest af og tro på teknologiens muligheder for en bedre verden uden kapitalismens udnyttelse og nedslidning af arbejdskraften. En fascination og en optimisme, der senere skulle aftage stærkt, da man så, hvordan den selvsamme teknologi i praksis fjernede arbejdspladser og blev brugt til masseødelæggelsesvåben.

Snarere end være produkter af en gylden maskinteknologi ser Charlotte Nielsens krukker da også ud til at være de rustede levn af samme. De udbrændte spor efter en tabt civilisation, som fremtidens arkæologer vil finde i jorden om 100 eller 200 år.

En anden ting, man får associationer til, er fossiler. Krukkerne kan minde om de millioner af år gamle forstenede søpindsvin, blæksprutter og leddyr, man bl.a. kan finde på Fur og ved Stevns Klint. Rester af dyr, hvis sammensætning og ydre rent faktisk ligner produkter fra den teknologiske revolution. Noget, der også gælder dyr i dag og noget, som er med til at understrege evolutionens lære om tilpasningsdygtighed: om et optimalt design i forhold til det miljø, dyret lever i.

Kontrasten mellem de organiske og mekaniske elementer i Charlotte Nielsens keramik er med til at